Christel og jeg er nu nået til et punkt, hvor vi har præciseret vores problemformulering. Der begynder at tegne sig et billede af strukturen på vores kandidatafhandling om, hvordan weblogs kan bruges som internt kommunikationsværktøj. Vores hovedspørgsmål er:
Hvordan kan blogs bruges som et kommunikativt ledelsesværktøj?
Vi ønsker at svare på vores hovedspørgsmål ved hjælp af følgende tre underspørgsmål:
- Hvilke teknologiske, organisatoriske og kommunikative muligheder og begrænsninger kan der være i anvendelsen af interne blogs? [En eksplorativ, teoretisk diskussion af blogs i forhold til intern kommunikation og organisering. Se vores foreløbige teorimodel.]
- Hvordan bruges blogs som et internt kommunikationsværktøj i praksis? [En empirisk undersøgelse af, hvordan casevirksomheden anvender interne blogs]
- Hvilket potentiale har blogs som et internt kommunikations- og ledelsesværktøj? [En afsluttende diskussion af bloggens potentiale, evt. med konkrete anbefalinger til anvendelse af blogs]
Med fokus på blogs som ledelsesværktøj lægger vi vægt på anvendelse af blogs i virksomhedens interne kommunikation og på den funktion bloggen kan have, enten som decideret ledelseskommunikation (hvis det er en leder, der blogger internt) – eller som et kommunikations- og organiseringsværktøj for en gruppe medarbejdere, hvorved ledelse måske mere skal forstås som det strategiske arbejde med virksomhedens vidensressourcer med fokus på at sætte nogle rammer op for medarbejdernes selvorganisering. Hvad der reelt er på spil i den case, vi finder, er jo et empirisk spørgsmål vi må undersøge. Det er ambitionen med vores speciale, at både den teoretiske diskussion af bloggen som fænomen samt den empiriske undersøgelse af en casevirksomhed skal munde ud i en diskussion omkring anvendelse af interne blogs, som rækker ud over den enkelte casevirksomhed.

