Der er meget stille i Allerød sådan en søndag aften i januar. En gåtur fra stationen gennem det mennesketomme butiksstrøg mindede mig om, hvorfor jeg flyttede fra provinsen og til hovedstaden. Men inde bag murene på teatret Mungo Park sker der forunderlige ting! Første glædelige overraskelse var den hyggelige forhal og café, hvor vi fik serveret en lækker tapastallerken. (En internetsøgning efter restauranter i området havde ikke givet indtryk af, at Allerød kunne hæve sig over det jævne pizzeria-niveau, så tak til Mungo Park for den gode start på vores teateraften.)
Aftenens forestilling hed såmænd Mungo Park og handlede om den skotske opdagelsesrejsende Mungo Park, der har lagt navn til teatret. Han rejser til Vestafrika i 1796 med en mission om – som den første europæer – at nå frem til Timbuktu. Der er kun tre medvirkende i forestillingen, og kulisser og kostumer er sparsomme. Men fortællingen formår på næsten magisk vis at aktivere publikums fantasi sammen med de tre talentfulde unge skuespillere, Nils P. Munk, Christian Tafdrup og Mikkel Arndt. Sammen med dem rejser vi fra det regnfulde Skotland til det stegende hede Afrika og møder en masse forunderlige karakterer på vores vej. Alle sammen spillet af de tre skuespillere. Nils P. Munk spiller Mungo Park, mens Christian Tafdrup og Mikkel Arndt uden besvær – og med fantasifuld brug af banale rekvisitter som en indkøbskurv, en fodboldtrøje og en lampe – forvandler sig fra den ene mærkelige figur til den anden. Uden at det mister troværdighed og indlevelse, kombineret med stænk af “comic relief”. Alle tre yder virtuost spil uden krukkeri. Det er en fortælling i højt tempo og på højt niveau med både humor, alvor og action. Det er teater, når det er bedst! Hvis du ikke allerede har set den, så skynd dig at købe billetter – den spiller til 3. februar.

